Jeg tilbyder
Individuelle samtaler med unge og voksne, forældresamtaler og forældre-ung-samtaler
Jeg arbejder blandt andet med
Familie og andre relationer
Personlighedsforstyrrelser eller pårørende til en person med personlighedsforstyrrelse
Selvværd
Depression, nedtrykthed og modløshed
Ensomhed
Traumer
Kærlighed og parforhold
Selvskade og selvdestruktive mønstre
Angst, bekymringer og stress
Tvangstanker og tvangshandlinger
Seksualitet
Selvmordstanker
Sorg, krise og tab
At begynde i terapi
Når man kontakter en psykolog, kan det være fordi man oplever noget specifikt, som det er svært at komme videre med. Men det kan også være, at noget er svært, uden at du er helt klar over, hvad det er.
Uanset hvad, er der ikke nogen problemer, der er for store eller for små til terapi.
Der er altid mere vi kan blive klar over om os selv, og terapi kan hjælpe dig med at se og bearbejde det som er svært og som fylder. Mange gange er det denne proces med at undersøge hvordan du har det, som i sig selv kan være forløsende.
Min tilgang
Problemer kan se forskellige ud og omhandle forskellige ting. Det er min erfaring, at mange problematikker handler om vores relationer, vores forhold til familie, venner, andre og til os selv.
Jeg ved, at hvert menneskeliv er komplekst, og at du altid har dine grunde til at reagere, tænke, føle og sige som du gør. For mig er det det vigtigste, at du og jeg har en tillidsfuld relation, så du føler dig tryg ved at dele dine tanker og følelser med mig.
Jeg arbejder primært efter psykodynamisk og psykoanalytisk metode, hvilket blandt andet betyder, at jeg i terapien lægger særligt vægt på at arbejde med følelser og erfaringer, der går igen, i dine oplevelser, handlemønstre og problemstillinger.
Terapi har en enormt stor fascinationskraft for mig. Alle mennesker er forskellige, og jeg går op i at vi sammen finder ud af hvad der er forløsende for dig.
Den første samtale
Det er relationen mellem psykolog og klient der er vigtig for terapien. Det vigtigste er ikke hvilken terapeutisk metode psykologen bruger. Derfor anbefaler jeg, at vi tager en første samtale (eller flere), hvor du får mulighed for at mærke, om du ønsker at fortsætte, og hvor vi begge får mulighed for at vurdere, om et terapiforløb hos mig vil give mening.